Ja til Ok 2015

Thy-Mors Lærerkreds anbefaler et JA til OK 2015

Repræsentanter for Lærernes Centralorganisation og repræsentanter for KL har indgået et forlig om fornyelse af aftaler og overenskomster, som du skal tage stilling til ved urafstemningen 5. – 16. marts 2015.

Thy-Mors Lærerkreds vil anbefale dig at stemme ja ved denne afstemning.

Der er i forliget lagt vægt på det væsentlige i en positiv og konstruktiv dialog om folkeskolen og arbejdet som lærer, der bidrager til at folkeskolen og lærerarbejdet fremstår med den respekt og anerkendelse, som de fortjener, hvilket de 15 initiativer i aftalen også bærer præg af.

Det skal understreges, at DLF med overenskomstforliget ikke skriver under på lov 409. Parterne kunne ikke blive enige om en ny arbejdstidsaftale, hvorfor lærernes arbejdstid fortsat reguleres af lov 409. Der er dog i den nye aftale åbnet mulighed for at indgå lokale aftaler.

Der har i indeværende skoleår har været mange frustrationer for mange kolleger over manglende eller uoverskuelige opgaveoversigter samt manglende tid til forberedelse og teamarbejde. I den nye aftale skal opgaveoversigten ” være udtryk for retfærdighed og udarbejdet ud fra forståelige, gennemskuelige og saglige kriterier”. Desuden skal der gennem planlægning sikres tid til såvel forberedelse som teamarbejde. Initiativer, der kan være med til at gøre hverdagen lidt lettere ude på skolerne.

De 15 initiativer, der er oplistet i aftalen, er ikke bare gode intentioner. Parterne skal evaluerer og følge op på disse punkter. Dette sker første gang i skoleåret 2015/16. 

Det er værd at lægge mærke til, at tillidsrepræsentanten, i denne forbindelse, er skrevet ind i aftalen som en samarbejdspartner, der skal sikres den tid, der er brug for til at udføre dette samarbejde. 

 Thy – Mors Lærerkreds opfatter den indgåede aftale som et skridt i den rigtige retning til både at forbedre lærernes arbejdsvilkår og give lærerne den anerkendelse og respekt, de fortjener. Et nej til aftalen kan sætte begge dele over styr.

Thy – Mors Lærerkreds anbefaler derfor, at du stemmer ja til aftalen.

Emner

Målgruppe